Håkan Nystrøm (1948)
"Chair" - 76x60 cm. - maleri
Inspirationskilderne til Nyströms maleri er vidtfavnende og spænder fra barokmaleri til litteratur og film noir, og flere af hans værker rummer intertekstuelle og visuelle referencer til kunst- og kulturhistorien. I maleriet Chair ses centralt placeret en stol med blåt betræk hvorover et antikt hvidt gipshestehoved hænger, tøjret i reb og delvist omkranset af en mørklagt vinduesramme. Stolen fungerer nærmest som staffeli, hvorpå et landskabsmaleri i minatureformat er placeret i dette lettere absurde, men stringent iscenesatte tableau. De mystiske, mennesketomme rum er karakteristisk for Nyströms gådefulde malerier, der har en surreel undertone og en evne til at desorientere os i det ellers umiddelbart velkendte. Mennesket er så at sige usynligt tilstedeværende i kraft af symbolske rekvisitter og efterladte artefakter og de tomme interiører aftegner sig arkæologisk som lag af tegn. Hans malertekniske arbejde med lys og skygge, det oplyste og det hengemte, er inspireret af den klassiske clair obscure-teknik, hvor lys og mørke forenes til et samlet hele, og hvor han suverænt bestemmer, hvad der hengemmes i det dunkle.
Pernille Jaeger (1982)
"Unmasked" - 70x70 cm. - maleri
På en lys grøn baggrund ser vi en ung kvinde direkte forfra. Hun har udslået, rødgyldent hår og bærer en blå bluse samt en guldkæde med et lille hjerte. Fastgjort i håret er seks masker med meget forskelligt udtryk. Nogle er stærkt ekspressive og udtrykker fx følelser som vrede eller skræk. Farvetonerne i baggrunden, tøjet og kvinden selv går igen i maskerne og indikerer, at der er en sammenhæng mellem kvinden og maskerne. Jaeger kalder sin stil for magisk realisme, en stilart der opstod for omkring hundrede år siden i kølvandet på surrealismen, og som blander en realistisk, genkendelig virkelighed med overnaturlige eller surrealistisk elementer. Det er sjældent, at voksne blotter sig helt. Vi har alle vores facade eller masker i mødet med omverdenen. Kvinden her har mange masker, men er fanget i et nøgent, sårbart øjeblik. Unmasked.
Simon Fensholm (1985)
"Your Favourite Boyband" - 100x120 cm.
Man leder forgæves efter instrumenter hos det forvoksede boyband, der går omkring med lange skygger i et mørkt, surrealistisk univers, hvor stærke penselstrøg lader os mærke kunstneres tilstedeværelse. I stedet ser vi malplacerede kontorstole og tørresnore, mens figurernes hoveder er erstattet af papkasser og tøjdyr. Er boyband'et drengedrømmen, der fortoner sig, som man bliver voksen og virkeligheden indfinder sig med vasketøj og kontorarbejde? Måske er der en stor dreng med vilde drømme indeni de voksne. En indre skrøbelighed. Ballonen, som er et gennemgående element hos Fensholm, giver opdrift og holder de vaklende, stativagtige strukturer oppe, ligesom dagdrømmene kan holde os oppe i en grå hverdag. Siger selv, at "for mig er det at skabe og tegne en måde at flygte på og træde ind i en ny verden uden tid eller tyngdekraft." Og det er, som om hans værk her - og hans billeder generelt - forsøger at ophæve tyngdekraften med sine himmelstræbende konstruktioner (og balloner) i en flugt fra en tyngdefyldt hverdag i "storbyens forvirrende konstruktion af neon, café latte, smart‐phones og flaskesamlere."
Erling Steen (1945)
"Pomerol" - 60x70 cm.
På sort baggrund ses fire genstande direkte forfra. De står på en tynd blå hylde eller en glashylde. Opstillingen består af en vinflaske og et vinglas begge med lysreflekser samt en konkylie og en terning. Genren er stilleben og både den og den hyperrealistiske malestil trækker tråde til 1600-tallets oliemaleri, hvor kunstnere vha 'trompe l'æil' forsøgte at gøre det umuligt for øjet at skelne mellem maleri og virkelighed. I tråd med den gamle tradition har Steen benyttet sig af vanitassymboler, dvs genstande der skal minde os om livets flygtighed eller forgængelighed. Her er det flasken og glasset, som er fremstillet af et skrøbeligt materiale, der kan splintres på et øjeblik. Steen bringer det ind i nutiden gennem sin strengt minimalistiske komposition med den sorte baggrund. Han ser sine genstande som sammensatte af geometriske former (ligesom kubisterne), og starter sit arbejde med at skitsere disse geometriske former på lærredet, inden selve maleprocessen begynder. Alt handler for ham om komposition. Han søger altid den perfekte balance i sin komposition. Han har kaldt det "the geometry of painting".
Gunleif Grube (1947)
"Dialog" - 35x70 cm.
"Jeg er ekspressionist og først og fremmest maskemaler", siger den færøske maler. Ekspressionismen er for ham den korteste vej fra hjerte til hånd. Den kræver, at han lægger sjælen i alle værker, og gennem den kommer han tættest på "nuet's kraft". I maskemaleriet mener han at have fundet et universelt, non-verbalt sprog, der kan udtrykke hele følelsesregisteret, og som kan forstås i alle kulturkredse. I billedet her toner tre ansigter eller masker frem som energifyldte farveeksplosioner på en sort baggrund. Ansigtstrækkene er udviskede, så man må mærke menneskene gennem malestilen og farverne. Her ser vi den stærke røde farve, som for Grube symboliserer alt fra kærlighed til blod, smerte, ild og passion, mens den rosa farve har en blidere, poetisk udstråling. Ansigterne er vendt mod hinanden. De er alene i et mørkt, udefinerbart rum, hvor dialogen eller intimiteten mellem figurerne mærkes.
Frank Paul (1962)
"Down by the River" - H: 56 cm. - skulptur
Man oplever en modsætning i den meget afslappede mandsfigur, der står med den ene hånd i lommen, mens den anden hånd har fat i en redningskrans, som hænger over hans ene skulder. En redningskrans signalerer "fare", nogen skal reddes, og dog virker manden ikke oprørt, men udstråler, at han har sit på det tørre. Måske har han bare snuppet den for en sikkerheds skyld, og det er et udtryk for egoisme, at han har taget noget, han (endnu) ikke har brug for, og som kunne redde én i nød. Måske er redningskransen et metaforisk udtryk for den måde, vi fremtidssikrer os på uden at tænke på andre. Det er karakteristisk, at den tyske kunstners små bemalede skulpturer får os til at undres over, hvad der egentlig foregår. Modsat den klassiske skulptur er Pauls figurer nemme at relatere til. Personerne er meget almindelige og fremstillet med deres små, menneskelige uperfektheder, som her den skaldede isse, lidt krøllede skjorte og kropsholdningen med let indadvendte fødder. En lille, almindelig mand på en sokkel.
Marck Fink (1977)
"Islands Brygge - Nokken III" - 80x100 cm.
Finck finder for det meste sin motivkreds i København. Det urbane er ikke blot baggrunden eller kulissen for hans motiver, men motivet selv i form af markante stykker ny eller gammel arkitektur, som han synes har en poesi. Vandet er et tilbagevende element i hans værker. Nokken er et område i forlængelse af Islands Brygge, hvor fiskere i 1930'erne fik lov til at opføre nogen små fiskeskure. I dag er området en haveforening, fyldt af skøre og skæve selvbyggerhuse. Fink har atelier på Islands Brygge, hvor lys, vand og land mødes - og altså tæt på Nokken. Motivet her er måske hentet direkte på Nokken. Vi ser en opklodset, turkis kano, omgivet af turkisgrønt græs med en turkisblå himmel over sig. Eksotiske, udanske farver, som fra et sted under sydlige himmelstrøg. Man aner kuplen på et observatorium, som rent faktisk findes i virkeligheden, et lille selvbyggerobservatorium på Nokken. Der er ikke meget bevægelse i denne opklodsede kano, men måske minder, udlængsel eller drømme, ligesom observatoriet kan åbne sig mod det store verdensrum. Paletten er karakteristisk for Fink. med ekspressive strøg fremmaner han et mennesketomt scenarie, som er ladet med menneskets drømme.
Kim Pihl (1974)
"Indian Summer" - 90x110 cm.
Kim Pihls farvestrålende værk er et brystbillede af en kvinde set i halvprofil og med nøgen hud. Værket er en kampplads mellem det kaotiske og det kontrollerede. Modsætningerne fremhæves i Pihls brug af komplementærfarver (rød/grøn og blå/orange) og ses i kontrasten mellem den hypernaturalistisk malede kvinde og de tilsyneladende tilfældige malerklatter i hovedbeklædningen. Ligeledes spiller de to dele af hovedbeklædningen op mod hinanden, som henholdsvis et stribet, grafisk og et ekspressionistisk udtryk. Pihl kalder det visuel dissonans, når han lader struktur møde spontanitet i værket for at male kontrasten mellem det indre og det ydre eller identitet og maske frem. Titlen er næsten en beskrivelse af farveholdningen i maleriet, hvor vi ser efterårsløvet glødende farver: grøn, orange og rød. Samtidig kan kvindens hovedbeklædning associeres til de nordamerikanske indianere. Dens grundfarve er som lyst skind, mens striberne leder tankerne hen på krigsmaling.
Bentemarie Kjeldbæk (1952)
"Madmarkedsdamer med reje og citron" - 70x140 cm.
Bentemarie Kjeldbæk har siden 1984 været forelsket i Spanien, både i farverne og folkelivet, og har delt sin malepraksis mellem Spanien og Danmark. Hun laver skitser i Spanien og maler i sit danske atelier. Stilen er kubistisk og inspireret af hendes kærlighed til de store spanske malere. Madmarkedsdamer, især fra det store madmarked i Barcelona, er et tilbagevendende motiv, og hendes tone er let og humoristisk. Her har vi et vårgrønt lærred, hvor motivet fremstår som stregtegninger opbygget i to lag. I det øverste og dominerende lag ses tre madmarkedsdamer, der faldbyder deres varer: en fisk, en gennemskåret citron og en reje. Disse samt kvindernes hænder, munde og øjne danner pink og lysturkis oaser i alt det grønne. Måske er kvindernes hænder fremhævede pga hendes kærlighed til Picasso, om hvem hun siger, at han altid malede kvinder med arme som flamencodansere. Under dette motiv anes en utydelig stregtegning af forskellige fugle. Man aner næb, øjne og klør. Kjeldbæk fortæller, at hun laver sine skitser på markedet tidligt om morgenen, når den hvide is bliver lagt op, og duerne flyver ind og hopper rundt på det nyflåede fjerkræ.
Brian Saaby (1979)
"Bring Back Colour" - 54x54 cm.
Saabys unikke greb er at bringe figurer fra barndommens trygge univers ind i en voksenfortælling, der tager udgangspunkt i en aktuel problemstilling eller bekymring. Stilmæssigt er han forbundet med det 20. århundredes popart, hvor kunstnere inddrog populærkulturen og massemedier i et håb om at nedbryde skellet mellem lav- og finkultur. Her er Bamse hovedpersonen. Vi er i en grå, dystopisk verden og ser Bamse stå i heltepositur på toppen af et bjerg. Han har opadvendt ansigt og flagrende supermankappe og holder i armene en stor sprøjte, fyldt med en grøn væske. Himlen bag ham henstår i grå tåge, og lyn flænger himlen. Ved fødderne er han omgivet af andre figurer fra børnefiktionen: Alfons Aaberg, Cirkeline oa. hylder ham som helten, der bringer farverne tilbage i en grå hverdag. Der er et clash mellem referencerne til Superman og Bamse med røde gummistøvler og knapper på maven. Pyramide- eller trekantkompositionen skaber en masse diagonaler, der giver dynamik og bevægelse i billedet. Parafrasen er et andet hyppigt greb hos Saaby. Her synes der at være tydelige referencer til Friedrich's Vandreren over tågehavet: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/b/b9/Caspar_David_Friedrich_-_Wanderer_above_the_sea_of_fog.jpg
